Ørernes anatomi og funktion

Vi bruger dem konstant. Vores fem klassiske sanser. Til at se, til at lugte, til at smage, til at føle – og til at høre. Hvis du aldrig har haft problemer med hørelsen, så tager du det sikkert som en selvfølge. At du kan tale i telefon, snakke med familie og venner hen over middagsbordet, udveksle meninger og holdninger, se en film uden undertekster, deltage i møder på arbejdet, følge med i forelæsninger på en uddannelse, høre en ambulance i trafikken, nyde fuglene kvidre en forårsdag og lytte til musik, der vækker følelser. Prøv at spole dit seneste døgn igennem. Hvordan havde det været uden lyd? Tomt!

Det ydre øre er den synlige del, som stikker ud fra hovedet. Har du tænkt på, at øret er formet som en slags musling eller tragt? Det er for, at øret bedre kan fange lyden og sende den ind gennem den ca. 2 cm. lange øregang, hvor lydbølgerne rammer trommehinden og sætter den i svingninger. Hvis lyden ikke kan komme uhindret frem til trommehinden, f.eks. på grund af ørevoks i øregangen, så reducerer det din hørelse. 

Mellemøret består af tre små knogler, der har ansvaret for at omforme lyden fra trommehinden og sende den ind til det indre øre. De tre knogler hedder hammeren, ambolten og stigbøjlen. Umiddelbart lyder det måske voldsomt at have tre knogler på så begrænset plads, men de er ganske små, og stigbøjlen er rent faktisk den mindste knogle, du har i din krop. Fra mellemøret udgår det eustakiske rør, som fører op til næsesvælget. Dette rør har betydning for udligning af trykket på begge sider af trommehinden. Du kender det fra flyveture, hvor du får en luftprop i øret og udligner den ved at holde dig for næsen, mens du blæser luft ud i mellemøret, så proppen forsvinder. 

Det indre øre er fyldt med væske, og det er herfra, både lyden og balancen bliver styret. Lydbølgerne bliver omdannet til elektriske impulser af den væske, som findes i sneglen. Et navn denne del af øret har fået, fordi den præcis ligner et sneglehus. Lydimpulserne bliver opfanget af bittesmå sanseceller på hørenerven, som sender lyden til hjernen. I det indre øre har vi også buegangene, som er tre gange med tyktflydende væske og små fimrehår, der registrerer hovedets bevægelser og sender besked til hjernen, hvilket har betydning for din balance.  

Sygdomme i øret

Smerter, nedsat hørelse og balanceproblemer er nogle af de typiske symptomer ved skader og infektioner i øret. To af de meget kendte og udbredte er hhv. menières sygdom og mellemørebetændelse. 

Mellemørebetændelse har rigtig mange småbørn (og deres forældre) stiftet bekendtskab med. Det gør pokkers ondt, og mange børn får feber på grund af infektionen, som sidder i slimhinden. Det kan komme på grund af bakterier eller en virus, og smerterne opstår, fordi betændelsen skaber pus, der får trykket i mellemøret til at stige.

Mellemørebetændelse kommer tit i forlængelse af en almindelig forkølelse. Hvis pusset beklageligvis ender med at trykke hul i trommehinden, gør det akut meget ondt, men bagefter letter trykket dog  – og dermed smerterne.

Mellemørebetændelse går normalt over af sig selv, men det kan være en god idé at dæmpe smerter og feber med smertestillende midler. Hvis situationen ikke er blevet bedre i løbet af 2-3 dage, skal lægen kigge på det. Nogle børn er mere disponeret for mellemørebetændelse og får tit betændelse i ørerne, og disse såkaldte ”ørebørn” kan have brug for at få lagt dræn i øret for at mindske trykket.

Menières sygdom

Denne øresygdom opstår pga. problemer med at regulere trykket i det indre øre. Sygdommen optræder i anfald, som varierer fra patient til patient. Hos nogle varer det 20 minutter. Hos andre et halvt eller helt døgn. Og mens nogle blot stifter bekendtskab med sygdommen via et par anfald, og derefter lever symptomfrit, så har andre flere anfald om ugen og bliver kronikere.

Symptomerne er svimmelhed, tinnitus med hylen/susen/kimen/brummen for øret, kvalme/opkastning, nedsat hørelse og eventuelt en trykken for øret, som gør decideret ondt. Og svimmelheden er ikke blot en følelse af at være lidt ør i hovedet, men kan for mange sammenlignes med at blive tumlet rundt i en vild i karruseltur, så eneste løsning er at lægge sig og forblive helt i ro, til anfaldet er overstået.

Det er naturligvis særdeles ubehageligt at leve et liv, hvor faren for et anfald hænger over hovedet konstant. Det går ud over livskvaliteten, og på sigt kan anfaldene resultere i lydsensitivitet, forvrænget lydoplevelse og høretab, og i værste fald kan patienten blive døv på det ramte øre. Som regel er det kun det ene øre, der bliver ramt af Menières sygdom, men sygdommen kan udvikle sig, så begge ører er ramt.

Eksperterne kender ikke årsagen til sygdommen. Man ved dog, at 50% af dem, der får Meniéres sygdom, har/har haft migræne, og måske er der også en genetisk faktor, for 10% kommer fra en familie, hvor andre familiemedlemmer har sygdommen. Hvis svimmelhed og kvalme er det primære symptom, kan midler mod transportsyge lindre (spørg på apoteket, hvor du i håndkøb kan købe forskellige slags).

Hos nogle hjælper det at tage et vanddrivende middel, og så findes der et receptpligtigt præparat, som forbedrer blodcirkulationen i det indre øre, så trykket bliver mindsket. I de rigtig svære tilfælde kan det komme på tale at sætte dræn i øret. Men kontakt altid din læge, hvis du har mistanke om Menières sygdom, så du kan blive grundigt undersøgt. 

Vatpinde i ørerne er forbudt!

Måske har du hørt det gamle husråd: Put aldrig noget ind i øret, som er mindre end en albue. Det kan lyde vittigt, men der er faktisk noget om snakken. Du risikerer nemlig at skade dine ører, hvis du stikker noget så småt som f.eks. en vatpind ind i øret. 

Vat forbinder vi alle med noget blødt. Men tjek lige en vatpind. Den er hård, og den er fremfor alt ganske lille i omkreds. Det betyder, at den kan komme ret langt ind i øret, hvor huden er tynd og sart – og vil opleve en vatpind som sandpapir. Samtidig risikerer du at prikke hul på din trommehinde. Og på sin vej ind i mellemøret risikerer du, at vatpinden skubber ørevoks og døde hudceller ind i øret, så det propper til, hvilket nedsætter hørelsen. At øret producerer voks, ved de fleste. Men hvor kommer de døde hudceller fra?

Svaret på det spørgsmål begynder med forklaringen om, hvordan og hvorfor øret er selvrensende. Så det er faktisk slet ikke nødvendigt at rense dine ører! Huden i øregangen vokser nemlig udad, og på sin vej skubber de døde hudceller ørevoks – inkl. det snavs støv, rester fra shampoo og andre småpartikler, som har bundet sig til voksen. Processen sker helt automatisk, og hver gang du tygger eller gaber, befordrer du hudcellernes vandring. Et rask og sundt øre producerer kun det voks, du har brug for til at beskytte ørerne og understøtte deres selvrensende funktion. 

For de fleste er rene ører en del af dagligdagens almindelige hygiejne. Så her får du et par tips til, hvad du kan gøre, hvis du føler, at ørernes selvrensende funktion ikke slår til: 

• Tør dit ydre øre med en fugtig vaskeklud (eller evt. et dobbelt lag blødt toiletpapir)
• Spørg apoteket om muligheder som f.eks. øresprøjte og ørespray til at rense ørerne
• Kontakt din læge, hvis du føler, du har en prop af ørevoks.