Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

Ubalance i underlivet?

Det svier og klør. Dit udflåd har ændret sig. Måske lugter det endda. Og så er der smerterne: Svie når du tisser og ømhed, når du har sex. Alt sammen symptomer, der peger på, at dit underliv er i ubalance. Men hvad er kvindens underliv for ”en størrelse”? Og hvorfor er det så sart?
Kvinder har ydre kønsorganer og indre kønsorganer. De ydre er kønslæberne (også kaldet skamlæber), som kvinden har to sæt af. Yderst de store og på indersiden af de store er der et sæt små kønslæber. Kønslæberne omkranser åbningen til skeden, som er et hult rør, der hos en voksen kvinde er 8-12 cm dybt. Skeden har muskler, så den kan trække sig sammen og udvide sig, hvilket er rigtig praktisk ikke mindst i forbindelse med en fødsel, hvor skeden er fødekanal. Skeden er beklædt med slimhinde, der sørger for at holde den fugtig, og det er dette fugtige miljø, der nemt kan komme i ubalance. 

En sur skede er en glad skede
Med et fint ord hedder skedens miljø vaginalflora. Vagina er det latinske navn for skede, og flora handler om skedens særlige sammensætning af gavnlige bakterier og svampe. Når skeden har normalflora, er den sur – dvs. har en lav pH-værdi på mellem 3,8 og 4,2. Ved denne værdi er skeden i balance, og bakterien Lactobacillus danner mælkesyre, som beskytter mod, at skadelige bakterier begynder at vokse. Hvis pH-værdien i skeden derimod bliver skubbet uden for normalområdet, er skeden i en ubalance, som giver øget risiko for irritation. 

Tips om forebyggelse: 

Overdreven vask kan give ubalance
En naturlig og logisk tanke er, at god hygiejne er godt for underlivet, men du må endelig ikke overdrive. Overdreven vask og/eller sæbe med irriterende stoffer som parfume kan Lactobacillus ikke lide. Og hvis mængden af Lactobacillus falder, falder skedens selvforsvar. Undgå derfor helst at bruge produkter med parfume – dvs. hverken parfumeret sæbe eller deodorant – i intimområdet. Brug hellere en intimsæbe, der ikke  indeholder parfume og som har samme pH-værdi som skeden. Et andet råd er at begrænse brug af trusser og trusseindlæg, som er produceret af kunststof. Og fordi ubalance i skeden kan skyldes bakterier, er det også vigtigt at forebygge fremmede bakterier i skeden. Fx ved at bruge kondom, hvis du har skiftende partnere, og især ved at tørre dig forfra og bagud efter toiletbesøg, så du ikke risikerer at gnide bakterier fra afføringen frem til skedeåbningen. 

Ubalance: Bakterier eller svamp?

Både bakterier og svampesporer kan på grund af ubalance i skeden få så gode vækstbetingelser, at det udløser infektion. Men hvordan kender du forskel?

Svampeinfektion: Skyldes en svamp, der hedder Candida albicans. Mange kvinder lever med svampen uden, at den giver problemer. Men hvis kroppen generelt er på overarbejde fx i forbindelse med nedsat immunforsvar, graviditet eller antibiotikabehandling, så kan svampen få så gode vækstbetingelser, at der opstår infektion. 
Symptomerne er:
 
  • Kløe og svie ved skedeindgangen og i skeden
  • Hvidt og klumpet udflåd, der ligner hytteost
  • Ømhed ved samleje
  • Tørre og sarte slimhinder, der har tendens til at få revner
  • Evt. svie i forbindelse med vandladning
  • Hvis dine gener skyldes en svampeinfektion, så lugter dit udflåd normalt ikke (modsat bakteriel infektion).
Bakteriel infektion: Kan være meget generende ikke mindst på grund af udflåd, der har en grim lugt, som mest af alt minder om rådden fisk. Til gengæld klør og svier det ikke lige så meget som ved en svampeinfektion, og udflåddet er mere gråligt og vandigt. Fordi udflåddet lugter så fælt, reducerer det lysten til samleje – især fordi samleje forstærker lugten. Årsagen til bakteriel infektion (også kaldet bakteriel vaginose) er overvækst af en skadelig bakterie. Sådan en overvækst kan skyldes bakterier udefra fx på grund af hyppig sex eller skiftende partnere. Men det kan også være eksisterende bakterier, der får bedre vækstbetingelser pga. fx stress, brug af visse typer medicin, for sukkerholdig kost eller hormonelle udsving ifm. menstruation, graviditet eller overgangsalder. 

Behandling af vaginal ubalance

Først og fremmest er det vigtigt at afklare, om infektionen skyldes bakterier eller svamp, for det er afgørende for behandlingen. Hvis du tidligere har haft svampeinfektion, og er fortrolig med både symptomer og behandling, så ved du, hvad du skal gøre: Gå på apoteket, hvor du i håndkøb kan købe både vagitorier (stikpiller), gel og creme til lokal behandling – dvs. behandling af skede og skedeåbning. Har du tendens til at få tilbagefald, kan det være relevant at forebygge, og hvis svampeudbruddene kommer hyppigt, kan din læge hjælpe med en tabletkur. 

Bakteriel infektion/betændelse går næsten altid væk af sig selv, fordi kroppens immunforsvar bekæmper infektionen. Hvis det ikke sker, så kan lægen hjælpe med en tabletkur, er indeholder antibiotika, som er målrettet den aktuelle type bakterie. 

Prævention og nødprævention

Skeden handler ikke kun om balance og/eller ubalance. De kvindelige kønsorganer er også kilde til de fornøjelser, som er knyttet til sex. Og det er også i de kvindelige kønsorganer, at et nyt menneskeliv bliver undfanget, båret og født. Men nu er det jo ikke hver gang, vi har sex, at et barn er formålet. Sex er sundt og skønt, så derfor er det relevant at kunne beskytte sig mod graviditet. 

Der findes rigtig mange gode præventionsmetoder. De adskiller sig først og fremmest på parametrene sikkerhed, brugervenlighed og hormoner. Og så er der ét specifikt præventionsmiddel, der som det eneste beskytter mod seksuelt overførte sygdomme. Og ja – du har allerede gættet det – naturligvis er det kondomet. 

Hvis du ikke vil bruge hormoner, er kondom eller pessar en god løsning, medmindre du kan leve med den reducerede sikkerhed, som er forbundet med afbrudt samleje og ”sikre perioder”. Du kan også få en spiral, som er hormonfri, men den kan give kraftige menstruationer med flere smerter. Prævention med hormoner er den mest benyttede type. Det er sikkert, og det er nemt at tage en p-pille hver aften, og hvis temperament, behov og ønsker er mere til p-ring, p-stav, p-sprøjte, hormon-spiral eller p-plaster, så giver universet med hormonbaseret prævention mange muligheder. 

En helt særlig mulighed er nødprævention, der først bruges efter samleje. Sex er sjovest, når du føler dig helt tryg. Derfor er en sikker og stabil præventionsløsning altid at foretrække. Men lange negle kan i kådhed rive hul på et kondom, og kådhed kan også få nogle til at tage chancen. I sådanne tilfælde kan en fortrydelsespille i de fleste tilfælde ”gøre skaden god igen” ved at forhindre graviditet. Pillen skal tages hurtigst muligt efter ubeskyttet samleje, og fordi den indeholder store mængder hormoner, giver den bivirkninger (kvalme, opkastning, diarré, hovedpine, træthed) i et par døgn.  Det er vigtigt at understrege, at fortrydelsespillen hindrer ægløsning, og altså ikke er en abortpille.