Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

Stop din forstoppelse

Fordøjelse, tarmfunktion og afføring glider ikke altid nemt og ubesværet. Vidste du, at 20% af befolkningen har forstoppelse? Og at 10% bruger afføringsmidler? Læs med her, og få nyttig viden om årsager til forstoppelse og en miniguide til valg af afføringsmiddel.
Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at afføringsvaner er meget individuelle. Mens nogle har afføring på klokkeslæt flere gange om dagen, trives andre med at have afføring 3-4 gange om ugen. Hvis du har træg, hård og lavfrekvent afføring – og samtidig problemer med luft i maven, mavekneb, oppustethed og evt. hæmorider – så har du formodentlig forstoppelse. Heldigvis er det sådan, at: 
  • Forstoppelse er meget sjældent symptom på noget alvorligt
  • Du kan selv gøre meget for at få afføringen til at glide nemmere
  • Nogle afføringsmidler kan du godt bruge i længere tid - tjek indlægssedlen.

6 nemme og effektive råd mod forstoppelse

  1. Kig på din kost. Fordøjelsen skal have noget at arbejde med, så derfor er det vigtigt, du spiser fiberrigt, hvis du har træg tarm. Jo flere plantefibre du spiser, jo hurtigere passerer din afføring gennem tarmen.
  2. Bevæg dig. Fysisk aktivitet sætter gang i peristaltikken – dvs. tarmens naturlige æltebevægelse – som sørger for at transportere tarmindholdet frem til endetarmen.
  3. Drik mindst 1,5 liter væske (vand, juice, saft) om dagen. Hvis kroppen mangler væske, suger den væske fra tarmen, og resultatet er tør, knoldet og træg afføring.
  4. Sørg for godt ”toilet-miljø”. Måske har du aldrig oplevet det selv, men mange undertrykker deres trang til at have afføring, fordi de ikke er trygge ved de toiletforhold, de har adgang til. Derhjemme er det nemmere at arrangere sig, så alle har både adgang og god tid, når afføringstrangen melder sig. Hvis det fx er på dit arbejde eller studie, så tal åbent om, at der bør justeres på toiletforholdene. Godt toilet-miljø betyder også gode vaner – fx at du går på toilettet ca. samme tidspunkt hver dag, så din tarm får en god, regelmæssig rytme. Gerne efter et hovedmåltid da det som regel stimulerer afføringstrangen.
  5. Styrk din bækkenbund. Musklerne i bækkenbunden har en vigtig rolle, når du trykker afføringen ud. Så lav evt. nogle øvelser for dit bækken, hvis fordøjelsen er træg.
  6. Kig på indlægssedlen, hvis du tager medicin. Der er en del lægemidler og naturprodukter, der som bivirkning kan virke stoppende på din afføring. Hvis indlægssedlen bekræfter, at din medicin kan være årsagen til forstoppelse, så tal med lægen om det.

Tre typer afføringsmidler

Helt grundlæggende findes der tre typer afføringsmidler med hver deres funktion. 
  • Osmotiske midler: Øger vandindholdet i afføringen, så den bliver blødere og mere fyldig, så den nemmere kan glide gennem tarmen. Relevant for dig, der fx drikker for lidt.
  • Peristaltikfremmende midler: Sætter gang i tarmens peristaltik, hvilket er relevant fx hvis du ligger i sengen på grund af sygdom, og derfor ikke stimulerer tarmens bevægelse. Disse midler kan give mavekneb og luft i maven, men det forsvinder, når tarmen er kommet i gang igen.
  • Midler der giver afføringstrang: Denne gruppe midler bruges analt, dvs. i endetarmen, og giver nærmest akut trang til at have afføring. Midlerne bliver typisk brugt til tømning af tarmen fx i forbindelse med røntgenundersøgelse eller operation – eller hvis du har en hård afføringsknold i endetarmen.

Guide til valg af afføringsmiddel

Hvad der er det bedste afføringsmiddel for dig, afhænger af mange ting. Der kan være forskellige årsager til forstoppelsen. Du kan have andre lidelser, der har indflydelse på valg af afføringsmiddel, og forstoppelsen kan sidde forskellige steder i tarmen. På apoteket kan du få personlig vejledning af en fagperson, der kender alle afføringsmidlernes virkning, og samtidig kan spørge ind til dine symptomer, så du får den bedste løsning.

Kilder:
gerdjohnsen.dk
hospitalsenhedmidt.dk
maveguiden.dk
rigshospitalet.dk
regionshospitalet-randers.dk
sundhed.dk