Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

Solbeskyttelse = skygge, solhat og solcreme

Sådan lyder de tre officielle solråd, og det er vigtigt, at du følger dem, hvis du vil forebygge kræft i huden hos dine børn og dig selv. Men hvilken solcreme skal du vælge? Skal det være creme, lotion, olie eller spray? Hvilken solfaktor? Og hvordan bruger du de forskellige produkter til solbeskyttelse? Apoteket viser vej til den bedste solcreme til dit behov.

Hvad er UV-indeks, og hvorfor skal du bruge solbeskyttelse?

UV-indekset er et mål for, hvor intens solens stråling er på et givet tidspunkt og sted. UV betyder ultraviolet, og der findes to forskellige typer, der kan trænge gennem ozonlaget. UVA trænger dybt ind, og kan ødelægge hudens DNA, så huden kommer til at se ældre ud, mens UVB brænder, og kan give solskoldning. Begge typer øger risikoen for kræft i huden. Jo højere indeks, jo større fare for solskader. Så snart UV-indekset er over 3, skal du bruge solbeskyttelse. Indekset afhænger af ozonlagets tykkelse, skyerne, partikler i luften og solens position på himlen. Jo tættere på ækvator, jo højere står solen på himlen. Derfor er UV-indekset højere ved ækvator (helt op til 15) end i Danmark (hvor 7 er det maksimale), og derfor skal du være ekstra opmærksom på solbeskyttelse, når du rejser sydpå.   

Hvornår skal jeg bruge solcreme?

UVA-strålerne findes året rundt, og de kan trænge gennem både skyer og vinduer. Så hold øje med UV-indekset, og vær altid ekstra opmærksom, når du er på/ved vandet, eller hvis der ligger sne. For både vand, sand og sne reflekterer, og forstærker, solens stråler. Her i Danmark er det typisk fra april til september, UV-indekset er over 3. Solen er mest intens, når den står højest på himlen, dvs. fra klokken 12 til 15. Brug appen UV-INDEKS, hvor du kan se det aktuelle indeks for din lokale position. I appen er der også en hudtypeguide, hvor du kan finde din hudtype og få anbefalinger til solbeskyttelse. For huden har nemlig stor betydning for: 1) Hvornår du skal bruge solcreme, 2) Hvilken solfaktor du skal vælge, 3) Hvilken solcreme du skal vælge. Dit behov for solcreme afhænger også af, hvor meget du er i solen uden tøj på. Fx er du særligt udsat for solskoldning på en badeferie, hvor du opholder dig udenfor iført badetøj eller let sommertøj. 

Hvilken solcreme skal jeg vælge?

Økologisk solcreme? Solcreme med farve? Solcreme uden parfume? En billig solcreme? Solcreme på tilbud? Solcreme til ansigtet? Med mineralfilter? Vandfast? Solspray? Solcreme? Sollotion? Sololie? Hvad der er det bedste solprodukt for dig, afhænger af mange ting. Først og fremmest skal produktet opfylde sin rolle, som er at beskytte din hud der, hvor du ikke har tøj på. Selvom du sidder under en parasol, så kan der sagtens være refleksion fra sand og vand. Og selvom du har tøj på, så kan florlet sommertøj ikke nødvendigvis holde solens stråler ude, fordi det ikke er så tæt vævet. Derfor kan det virkelig betale sig at være på den sikre side, så du undgår at blive solskoldet. Det sikreste er et købe dine solprodukter på apoteket, for så er du sikker på, at de lever op til højeste sikkerhed for både dig og miljøet. Når vi taler om solprodukter i flertal, så er det fordi, stort set alle har brug for en lille kollektion af produkter. Først og fremmest med forskellig faktor, så du kan give ekstra beskyttelse til de mest udsatte områder som fx næsen, læberne, ørerne og issen. Og så du målrettet kan beskytte familiens medlemmer i forhold til hudtype, aktiviteter og påklædning. Fx er det ekstra vigtigt med høj beskyttelse af børn, for jo tidligere børns hud bliver udsat for UV-stråler og solskoldning, jo større risiko har barnet for at udvikle kræft i huden på et tidspunkt i sit liv. 

Hvad betyder tallene på solcremen?

På alle solprodukter står der SPF og et tal. Det står for Sun Protection Factor, og er en indikation af, hvor meget produktet beskytter mod UV-stråler. Anbefalingen er at bruge en solcreme, der beskytter mod både UVA og UVB. Måske siger din logik, at faktor 30 beskytter dobbelt så meget som faktor 15. Sådan er det ikke. Solfaktor 15 beskytter mod 93% af solens stråler, mens faktor 30 beskytter mod 97%. En faktor 50 giver blot en enkelt procent ekstra, og beskytter altså mod 98% af solens stråler. Når du spørger: Kan jeg blive brun med solfaktor 50? Så er svaret altså ja.

Hvilken faktor skal jeg vælge?

Hudtype, geografi, påklædning, UV-indeks og antal minutter i solen er nogle af de ting, der har størst betydning for valg af solfaktor. Det er nemt at se, om det er overskyet eller solskin. Det er også nemt at se, om klokken er mellem 12 og 15, hvor solen er stærkest. Men hvor tykt er ozonlaget? Og hvilket UV-indeks giver summen af risikofaktorer? Som hovedregel anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at man bruger solfaktor 15 i Danmark og solfaktor 30 på rejser til sydlige himmelstrøg. Man opdeler officielt solcreme i fire kategorier: 
  • Lav beskyttelse fra faktor 6-10
  • Mellem beskyttelse fra faktor 15-30
  • Høj beskyttelse fra faktor 30-50
  • Meget høj beskyttelse over faktor 50
Hvis du tester din hudtype med appen UV-INDEKS, så kan du bruge denne tabel, som viser, hvor kort tid, du faktisk kan være ude uden solbeskyttelse, før du risikerer solskoldning. 

Uden solbeskyttelse risikerer du solskoldning, hvis du er ude mere end (tal i minutter):

 

Hudtype 1

Hudtype 2

Hudtype 3

Hudtype 4

Hudtype 5-6

UV-indeks 3

40

55

65

95

130

UV-indeks 7

15

20

25

40

55

UV-indeks 11

10

15

15

25

35

Hvordan virker solcreme?

Solcreme virker ved at filtrere en del af solens UV-stråler væk via enten et kemisk eller fysisk filter. Det fysiske kan du se, fordi det lægger sig som et hvidt lag på huden, mens det kemiske trænger ind i huden. Solbeskyttelse kan aldrig give dig 100 % beskyttelse, så du må ikke tro, det er ufarligt at stege timevis i solen, selvom du har masser af solcreme på. Solcreme virker bedst, når du bruger det rigtigt. Smør den på mindst 20 minutter før, du skal ud i solen, og sørg for at bruge den rigtige mængde. En håndfuld (målt i personens egen hånd) til en krop er den officielle rettesnor. På apoteket får vi tit spørgsmål som: 
  • Hvor tit skal jeg smøre mig ind i solcreme?
  • Hvor lang tid holder en solcreme?
  • Kan en solcreme blive for gammel?
Smør dig gerne to gange, og gentag efter behov, hvis du bader eller sveder meget. Solcreme kan godt blive for gammel. Holdbarheden er 2-3 år, hvis solcremen ikke er åbnet, og 12 måneder efter åbning. Hvis du vel at mærke opbevarer solcremen ved stuetemperatur. Begynder solcremen at lugte, eller skifte farve, så skal du smide den ud.