Sund viden fra apoteket
Pas på dit syn
Dit syn ændrer sig i løbet af livet. Øjnene ældes ligesom resten af kroppen, og mange andre faktorer kan påvirke din risiko for at få en sygdom i øjnene. Her får du introduktion til tre udbredte øjensygdomme, så du kender symptomerne, og kan reagere i tide.
Folkesygdommen grå stær
Ca. halvdelen af os har symptomer på grå stær, når vi når 75-års alderen. Sygdommen kan komme i kølvandet på en øjenskade, diabetes, ultraviolet lys, en anden øjensygdom eller være medfødt, men langt størstedelen af tilfældene skyldes aldring. Symptomerne er:- Sløret syn på kort og lang afstand
- Grålig pupil
- Ændret opfattelse af farver
- Problemer med at blive blændet
- Dobbeltsyn
Grøn stær
Er en helt anden sygdom end den grå, og skyldes skader på synsnerven – ofte forbundet med forhøjet tryk i øjet. Sygdommen kan være aldersbetinget, og komme langsomt. Men den kan også komme akut, hvis afløbet af væske fra øjet bliver blokeret. På grund af skaderne på synsnerven bliver synsfeltet indsnævret. Så hvis du oplever, at du ikke længere kan se ud til siderne, skal du opsøge en læge med det samme med henblik på at bremse sygdommen. For skader på synsnerven kan ikke repareres.AMD – også kaldet alderspletter
Når øjets nethinde med alderen degenererer pletvist, bliver det korte syn reduceret. Halvdelen af tilfældene er såkaldt ”tør AMD”, hvor nethindens celler dør. Den anden halvdel er ”våd AMD”, hvor nethinden hæver, så der samles væske. Du opdager det ved, at der kommer en plet midt i synsfeltet, eller at synet generelt bliver forringet – fx kan lige linjer begynde at bugte sig. Tør AMD kan man ikke behandle, men hvis den våde skyldes blodkar, der er vokset ind i nethinden, findes der forskellige behandlingsmuligheder.Tip
Din livsstil påvirker dine øjne
- Hold kolesteroltallet og blodtrykket på normalt niveau, dyrk motion, undgå rygning og spis efter de officielle kostråd. Det forebygger blodpropper generelt – også blodprop i øjet.
- Beskyt øjenlågene mod UV-lys – det forebygger hudkræft.
Kilder:
ojenforeningen.dk
regionsyddanmark.dk
sundhed.dk