Ekspertviden
Kan blodprøver knække cancer?
Med blodprøver, der måler eventuel kræft-DNA i blodet, kan lægerne opspore kræft tidligere plus individualisere behandlingen. ”Teknikken bliver indtil videre kun brugt på forsøgsbasis, og det varer endnu lang tid, før forskernes drømme bliver til virkelighed, der redder liv,” understreger Claus Lindberg Andersen, der dog mener, at det ser lovende ud.
Siden 1980-erne har forskerne vidst, at der er DNA fra alle kroppens celler – også kræftceller – i blodet. Men det var først i 2010, at den teknologiske udvikling gjorde det muligt at måle DNA-værdier.
”Det store spørgsmål har siden været, hvordan vi adskiller kræft-DNA fra det normale-DNA, der også findes i blodet. Raske mennesker har ikke kræft-DNA i blodet, og selv hos kræft-syge udgør kræft-DNAet kun en meget lille andel af det DNA, der er i blodet. Så at lede efter kræft-DNA svarer næsten til at lede efter den berømte nål i høstakken. Mængden af kræft-DNA i blodet følger langt hen ad vejen tumor-byrden. Dvs. hvis det er et tidligt stadie kræft, er der ofte kun meget lidt kræft-DNA i blodet, men det stiger i takt med, at kræften vokser og udvikler sig. Derudover er der forskel på, hvor meget kræft-DNA de forskellige kræftformer frigiver til blodet. Tyktarms- og leverkræft frigiver meget, mens prostatakræft fx frigiver lidt. For at kunne finde alle kræftformer, også i de tidligere stadier, har vi arbejdet på at forfine teknologien, så den er mere følsom, robust og nøjagtig. Enhver test er forbundet med en vis usikkerhed, men jo flere forsøg, vi gennemfører, jo mere viden får vi til at sikre vores metoder. Det er blandt andet derfor, det tager lang tid at gøre måling af kræft-DNA til en teknik, som lægerne kan bruge i behandlingen,” forklarer Claus Lindberg Andersen.
”Min tanke var, at en blodprøve kunne opdage kræft-DNA i blodet, hvorefter man kunne igangsætte nogle diagnostiske tests med henblik på at lokalisere, hvor i kroppen der var kræftceller. Det viste sig, at opsporing af kræft-DNA via blodprøver umiddelbart passede endnu bedre til at specialdesigne behandlinger. Ganske enkelt fordi vi kunne arbejde tumorinformeret – dvs. designe testen efter den tumor, lægerne havde identificeret, så vi ledte efter DNA med præcis samme celleforandringer som tumoren.”
Metoden gav to store fordele, som forskerne er i fuld gang med at teste og dokumentere:
”Helt ærligt, så er vi stadig der, hvor blodprøverne er et forudsigelsesværktøj, som vi bruger til at sandsynliggøre, hvor sporene af kræft-DNA stammer fra. Cellerne fra kræft i fx hud, lever, øjne, tarm og bryst er en smule forskellige. Derfor leder vi efter mønstre til at lokalisere oprindelsen. Når vi ved, hvor kræften sidder, har vi mulighed for at fjerne kræften ved operation eller stråleterapi. Ellers har vi kun mulighed for at behandle systemisk med fx kemoterapi. Men principielt kan metoden bruges ved alle kræftformer, og det scenarie arbejder vi frem imod.”
”Drømmen er naturligvis, at vi sender standard-behandlinger på pension til fordel for individuel behandling, der løbende bliver tilpasset. Og her tænker jeg både primær behandling og den opfølgende behandling. Lige nu er jeg i gang med et tarmkræftforsøg, hvor 310 tarmkræftpatienter deltager. Her tester jeg et blodprøveguidet opfølgningsprogram op imod den traditionelle opfølgning, som er scanningsbaseret. Jeg forventer at dokumentere, at vi finder tilbagefald lige så tidligt som med scanning, og jeg håber naturligvis på at kunne dokumentere, at vi rent faktisk identificerer tilbagefald tidligere, så vi kan redde flere liv.”
”Det var jo min oprindelige tanke, og blodscanning har potentiale til at blive det optimale screeningsværktøj. I dag har Danmark udbredte screeningspakker for kræft i livmoder, tarm og bryst. Men tænk, hvis screening for kræft kunne blive et element i almindelige sundhedsundersøgelser. Naturligvis skal vi først bruge vores viden til at designe strategi og plan for efterfølgende diagnosticering, for vigtigst at alt er patientens tryghed. Og igen: Alle tests er forbundet med en vis usikkerhed, og der er en detektionsgrænse, som betyder, at tests kan være falske – både positivt og negativt.”
OBS
”Det store spørgsmål har siden været, hvordan vi adskiller kræft-DNA fra det normale-DNA, der også findes i blodet. Raske mennesker har ikke kræft-DNA i blodet, og selv hos kræft-syge udgør kræft-DNAet kun en meget lille andel af det DNA, der er i blodet. Så at lede efter kræft-DNA svarer næsten til at lede efter den berømte nål i høstakken. Mængden af kræft-DNA i blodet følger langt hen ad vejen tumor-byrden. Dvs. hvis det er et tidligt stadie kræft, er der ofte kun meget lidt kræft-DNA i blodet, men det stiger i takt med, at kræften vokser og udvikler sig. Derudover er der forskel på, hvor meget kræft-DNA de forskellige kræftformer frigiver til blodet. Tyktarms- og leverkræft frigiver meget, mens prostatakræft fx frigiver lidt. For at kunne finde alle kræftformer, også i de tidligere stadier, har vi arbejdet på at forfine teknologien, så den er mere følsom, robust og nøjagtig. Enhver test er forbundet med en vis usikkerhed, men jo flere forsøg, vi gennemfører, jo mere viden får vi til at sikre vores metoder. Det er blandt andet derfor, det tager lang tid at gøre måling af kræft-DNA til en teknik, som lægerne kan bruge i behandlingen,” forklarer Claus Lindberg Andersen.
Screenings- eller behandlingsværktøj?
Oprindelig var Claus´ mål at bruge blodprøver til at identificere kræft tidligere end med noget andet værktøj.”Min tanke var, at en blodprøve kunne opdage kræft-DNA i blodet, hvorefter man kunne igangsætte nogle diagnostiske tests med henblik på at lokalisere, hvor i kroppen der var kræftceller. Det viste sig, at opsporing af kræft-DNA via blodprøver umiddelbart passede endnu bedre til at specialdesigne behandlinger. Ganske enkelt fordi vi kunne arbejde tumorinformeret – dvs. designe testen efter den tumor, lægerne havde identificeret, så vi ledte efter DNA med præcis samme celleforandringer som tumoren.”
Metoden gav to store fordele, som forskerne er i fuld gang med at teste og dokumentere:
- Mulighed for at definere patientens risiko for restsygdom efter primær behandling – typisk operation – og derefter vælge, hvem der skal have opfølgende behandling og hvem, der ikke behøver det. På den måde sparer man en del overbehandling til gavn for både patienterne og samfundet. Fx vil det være muligt at spare kemobehandling for de patienter, hvor blodprøven ikke indikerer risiko for tilbagefald.
- Monitorering af restsygdom på den måde, at patienten løbende får målt mængden af kræft-DNA i blodet. Med disse målinger kan lægerne vurdere, hvordan behandlingen virker og løbende justere behandlingen, så den bliver så målrettet og effektiv som muligt.
Udfordring: Kræftsygdomme er biologisk forskellige
Én ting er, at forskerne har fundet en metode til at identificere kræft-DNA i blodet. Men hvilken kræfttype er det? Og hvor i kroppen sidder kræftcellerne?”Helt ærligt, så er vi stadig der, hvor blodprøverne er et forudsigelsesværktøj, som vi bruger til at sandsynliggøre, hvor sporene af kræft-DNA stammer fra. Cellerne fra kræft i fx hud, lever, øjne, tarm og bryst er en smule forskellige. Derfor leder vi efter mønstre til at lokalisere oprindelsen. Når vi ved, hvor kræften sidder, har vi mulighed for at fjerne kræften ved operation eller stråleterapi. Ellers har vi kun mulighed for at behandle systemisk med fx kemoterapi. Men principielt kan metoden bruges ved alle kræftformer, og det scenarie arbejder vi frem imod.”
Drømmen: Individuel behandling i stedet for standard-behandlinger
Hver dag arbejder Claus Lindberg Andersen for at efterprøve et nyt element på vejen mod at få drømmen til at blive virkelighed.”Drømmen er naturligvis, at vi sender standard-behandlinger på pension til fordel for individuel behandling, der løbende bliver tilpasset. Og her tænker jeg både primær behandling og den opfølgende behandling. Lige nu er jeg i gang med et tarmkræftforsøg, hvor 310 tarmkræftpatienter deltager. Her tester jeg et blodprøveguidet opfølgningsprogram op imod den traditionelle opfølgning, som er scanningsbaseret. Jeg forventer at dokumentere, at vi finder tilbagefald lige så tidligt som med scanning, og jeg håber naturligvis på at kunne dokumentere, at vi rent faktisk identificerer tilbagefald tidligere, så vi kan redde flere liv.”
Fremtidens vision
Claus Lindberg Andersen er overbevist om, at blodscanning på sigt bliver udbredt.”Det var jo min oprindelige tanke, og blodscanning har potentiale til at blive det optimale screeningsværktøj. I dag har Danmark udbredte screeningspakker for kræft i livmoder, tarm og bryst. Men tænk, hvis screening for kræft kunne blive et element i almindelige sundhedsundersøgelser. Naturligvis skal vi først bruge vores viden til at designe strategi og plan for efterfølgende diagnosticering, for vigtigst at alt er patientens tryghed. Og igen: Alle tests er forbundet med en vis usikkerhed, og der er en detektionsgrænse, som betyder, at tests kan være falske – både positivt og negativt.”
OBS
