Hvad har epidemier lært os?

Da corona-epidemien for alvor ramte Danmark 11. marts 2020, var det for de fleste danskere noget nyt at skulle forholde sig til en epidemi. Pludselig skulle vi til at leve med helt nye regler for hygiejne og kontakt med andre mennesker. Ord som mundbind, smitteopsporing og samfundssind blev lynhurtigt en del af hverdagens nye gloser, og selv børnene blev familiære med blå overtrækshandsker og håndsprit. 

For Morten Arnika Skydsgaard var det som om, historien var blevet levende. ”Jeg havde netop indgået aftale om at skrive en historisk bog om epidemier. Så for mig var det helt surrealistisk at sidde ved computeren og skrive om fortiden for derefter at gå ud på gader og stræder og se det hele ske lige her og nu. Der var rigtig mange paralleller mellem fortid og nutid, og samtidig tiltag som vi aldrig havde set tidligere,” refererer Morten, og begynder med fortiden. 

Pesten – den sorte død

”Pesten var virkelig en sort død, fordi verden blev taget på sengen. Det gik meget langsomt med at mobilisere en indsats mod epidemien, der drev ind over Europa i årene omkring 1350. Italien var det første land, der fandt på at bruge isolation som værktøj. De kunne se, at raske mennesker, der havde været i kontakt med syge, selv fik sygdomsudbrud. Derfor kom skibe, hvor der var registreret smitte, i karantæne. Så allerede her i 1400-tallet fik vi en vigtig grundlæring og det første værktøj i den epidemiske værktøjskasse: Inddæmning af smitte ved at isolere de syge. Danmark var langsom til at formulere pestlove, og først i 1600-tallet – dvs. 200 år senere – satte Chr. 4. skub i at organisere myndighedernes beredskab.” 

Kopper i 1800-tallet

”Kopper er mange voksne danskere blevet vaccineret mod, for den sidste vaccination skete i 1977. Og det er netop vaccination som epidemisk værktøj, vi lærte af koppeepidemien. Forløberen var nogle spæde forsøg i orienten, hvor man tog pus fra kopper, og podede raske børn med pusset ved at ridse med en nål i deres hud og lægge pus i såret (såkaldt inokulation). 

At udsætte raske børn for smitte var meget følsomt og meget kontroversielt. Ikke desto mindre begyndte en engelsk læge at inokulere med metoden, og senere videreudviklede han den. Han havde lagt mærke til, at malkepiger ikke fik menneskekopper, men at de havde ko-kopper på hænderne. Det gav ham den geniale idé at tage pus fra ko-kopper og inokulere raske børn. Det virkede! De podede børn var modstandsdygtige over for menneskekopper. Herfra gik det stærkt, og hurtigt brugte man pus (væske fra den blære, der opstod efter stikket) fra det ene koppevaccinerede barn til det andet. Vaccinen var et lys i mørket, og i løbet af 10 år fik man koppefri år i København. Noget, jeg ikke tøver med at kalde en af de første store succeser i det danske sundhedsvæsen. Vaccination mod kopper fik kong Frederik 6. udbredt ved at stille krav om koppevaccinations-attest, hvis du ville gå i skole eller skulle giftes.”

Kolera kickstartede affaldssortering

Der er langt fra nutidens affaldssortering til 1850-ernes rendestene, der flød med komøg og affald, og de dunstende latriner. ”Samfundsmedicinsk så man, at der, hvor der var mest uhumsk, ramte koleraen hårdest. Altså var der en sammenhæng mellem samfundshygiejne og epidemi. Tyskland var de første efter koleraen til at bygge kloakeringsanlæg, hvor latrinen blev bortledt og dermed separeret fra drikkevandet. Derefter fulgte England, og i 1880’erne blev den første danske, moderne kloak bygget i Nakskov på Lolland. Koleraen blev dermed startskuddet til øget velfærd og en vigtig understregning af, at forbedret samfundshygiejne skulle etableres i alle samfundslag.”

Tuberkulosebakterien skrev verdenshistorie

Da man i 1882 opdagede tuberkulosebakterien, var det en milepæl at erfare, at en bakterie kunne være årsag til en epidemi. ”At årsagen skulle findes i mikroskopets øje, var et mysterium, og at man nu havde udpeget fjenden, var skelsættende i epidemihistorien. Som noget nyt kunne det enkelte individ nu selv gøre en forbyggende indsats via personlig hygiejne. Og på samfundsniveau fik man mulighed for at smitteopspore ved at mikroskopere spyt.”

Den Spanske Syge lukkede Danmark

Den spanske syge var en influenzaepidemi, og sygdommen spredte sig lynhurtigt i sommeren 1918. ”I flere lande, bl.a. i USA, eksperimenterede myndighederne med nedlukninger af samfundslivet for at hindre folk i at stimle sammen og sprede smitte. Derfor lukkede de danske myndigheder både skoler, teatre og biografer. Dengang gik monitorering og vurdering af indsatser ikke lige så hurtigt som i dag, og det var først en del år senere, at konklusionen var klar: Det betaler sig at lukke ned hurtigt.”

Corona – fortid mødte nutid

”Corona gjorde epidemihistorien lyslevende. De gamle epidemier blev ikke bare aktuelle – men udgjorde hele bagtæppet for de scener, der udspandt sig fra 11. marts 2020. Myndighederne skrev selv historie med en masse påbud og anbefalinger, der bestemt ikke var taget ud af den blå luft,” refererer Morten Arnika Skydsgaard. Fra tiden, hvor corona var en samfundskritisk sygdom, kan de fleste huske: 

• Inddæmning via isolation: Lært af pesten
• Anbefalet vaccination: Lært af kopper
• Frivillige hjælper til i lokalsamfundet: Set første gang under koleraen.
• Personlig hygiejne (holde sig for munden ved hoste, bruge eget bestik og drikkeglas): Lært af tuberkulose
• Nedlukninger og forsamlingsrestriktioner: Lært af Den Spanske Syge

”Vi havde med andre ord rigtig god gavn af den viden og de erfaringer, som vi medicinsk, kulturhistorisk og samfundsmæssigt har gjort de seneste mange århundreder. Der blev stillet historisk store krav til befolkningen, og befolkningen var rigtig god til at samarbejde om at få hverdagen til at fungere under de nye præmisser. Fællesskabet blev igen afgørende for tackling af epidemien. Men én ting var ny: De teknologiske muligheder.”

De digitale muligheders for- og bagside

”Ingen tvivl om, at de digitale muligheder var en kolossal ressourcekraft. Samfundet og myndighederne kunne lynhurtigt organisere et beredskab og kommunikere det ud. Udviklingen i epidemien blev konstant monitoreret, og hver eneste dag blev de seneste oplysninger brugt til at navigere efter. Hvor vi under tuberkulosen smittetestede 1 million danskere i løbet af tre år, så kunne vi under corona-krisen smitteteste 100.000 om dagen. 

De digitale muligheder blev også brugt i skolerne, der havde hjemmeundervisning. Virksomheder fik åbnet øjnene for fordele ved hjemmearbejde og online-møder. Og i alle mulige sociale fora mødtes medlemmerne digitalt, hvilket trods alt var bedre end slet ikke at holde kontakten. 

Men digitaliseringen havde også en skyggeside. Hjemmeundervisning af skoleelever medførte social isolation og oplevelse af ensomhed. Informationstrykket var massivt. Ingen kunne tænde for nyhederne på TV eller et online nyhedsmedie uden at blive bombarderet med informationer og indtryk. Alvorlige ansigter på pressemøder blev hverdag. Medietrykket var uden tvivl med til at øget bekymring og angst hos både børn og voksne. Havde vi styr på det? Hvor dødelig ville corona vise sig at være?

Skal vi være bange for en ny epidemi?

”Corona-epidemien mindede os som samfund om, at vi skal være parate til at håndtere en epidemi fra dag 1. Planerne skal ligge klar. Drejebogen til organisering skal ligge klar. Diverse medicinsk udstyr skal ligge klar. Under corona så vi igen, at vi har en befolkning, der er gode til at bakke op om myndighedernes anbefalinger. De ting får vi brug for igen.

Virusepidemier kommer af tre årsager: Vi har dyr boende tæt på mennesker, vi rejser på kryds og tværs af geografi, og vi klumper os sammen i byer. Derfor bliver vi aldrig fri for risikoen for, at der igen kommer en epidemi. Men der er bestemt ingen grund til at gå at bekymre sig, for ingen ved, hvornår den næste epidemi vil komme. Og når det sker, så har vi vores solide epidemiske værktøjskasse parat.”