Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

Hoste og hostestillende medicin

Hoste er en refleks, du skal være glad for at være udstyret med. For refleksen bliver udløst, når du har noget i luftvejene. Hvis der sidder noget og spærrer, vurderer kroppen det intuitivt som en trussel mod evnen til at trække vejret og få ilt. Men blot lidt støv, pus, pollen eller slim kan irritere fimrehårene i luftvejene så meget, at det udløser hosteanfald. Og her er hostestillende medicin en hjælp.
Hostestillende midler er noget, vi får mange spørgsmål om på apoteket. For hoste er et irriterende fænomen, der følger med mange forskellige lidelser. Hvis du har kronisk hoste, skal din læge vurdere, hvad der ligger til grund, og på den baggrund ordinere en behandling. Akut hoste, eller periodisk hoste, kan komme i forbindelse med mange ting. Fx bronkitis, allergi, luftvejsirritation pga. støv, halsbetændelse, influenza og forkølelse. 

Hoste kan være tør – dvs. at det kriller i halsen, så du hele tiden må hoste og rømme dig, uden at der kommer slim med op. Hoste kan også være en våd hoste, hvor halsen producerer slim, der bliver stødt med op, når du hoster. Begge dele kan afhjælpes med hostelindrende medicin. Medicin mod hoste har apoteket et stort udvalg af, og på apoteket kan du altid få rådgivning, der er både målrettet og gratis. 

Hvad er den bedste hostestillende medicin til dig?

Helt grundlæggende findes der fire typer hostemedicin: Hostesaft, slimløsende brusetabletter/slugetabletter, hoste spray og hoste dråber. Et slimløsende middel virker ved at spalte det seje slim i halsen, så det bliver tyndere og dermed nemmere at hoste op, så der igen er fri passage i halsen. Formålet med hostemedicin i form af saft, spray og dråber er at nedsætte hosterefleksen, og denne type må du ikke bruge, hvis du har våd hoste. Vær opmærksom på, at håndkøbsmedicin mod tør krillerhoste kan indeholde antihistaminer, der ikke blot har en hostestillende effekt, men også sløver. Den sløvende effekt skal du også være opmærksom på, hvis du i stedet for at bruge hostestillende medicin i håndkøb får ordineret receptpligtig hostemedicin, der indeholder morfinlignende lægemidler.

Hvad kan man gøre ved tør hoste?

Hostestillende håndkøb kan du få uden recept. Det er individuelt, om man foretrækker brusetabletter, hostesaft, mikstur, dråber eller sirup, eller om hostetrangen kan dæmpes med sugetabletter, hyppige slurke af vandglasset og/eller indånding af varm damp, der midlertidigt kan fugte og lindre. Hvis du har oplevet at få nattesøvn ødelagt af tør hoste, så spørger du sikkert: Hvad kan man gøre mod tør hoste om natten? En god løsning til natten er at vælge et hostestillende middel med antihistamin, for netop om natten er det ikke noget problem, at antihistamin virker sløvende/beroligende i 4-8 timer. Husk, at du aldrig må bruge medicin mod tør hoste, hvis du har hoste med slim. For så risikerer du at reducere hostetrangen, så slimen bliver siddende i halsen, og spærrer luftvejene. 

Kan man få noget mod krillerhoste?

Sådan lyder det spørgsmål, vi hyppigst hører på apoteket. Derfor får du lige fem fakta, som giver svarene på de fem hyppigste spørgsmål om krillerhoste: 
  1. Krillerhoste er navnet på den tørre hoste, hvor halsen er irriteret af kriller, så du rømmer dig hele tiden. Selvom du hoster og hoster, så kommer der ingen – eller kun ganske lidt – slim op fra halsen.
  2. Hvis du oplever, at tør krillerhoste især generer dig om natten, så er det helt normalt. For når du ligger ned, kommer der øget tryk på lungerne, så de bliver trykket sammen.
  3. Et godt hostelindrende middel ved krillerhoste er hostesaft med antihistamin, der kan lindre hoste i 4-6 timer. Du kan købe denne type hostesaft til tør hoste med og uden sukker, og hvis du får brug for hostesaft i løbet af natten, så er den sukkerfrie klart at foretrække.
  4. Tør hoste er som regel harmløs, og går ofte over af sig selv, men du kan også prøve at lindre med et hostestillende middel. Hvis hosten ikke er stoppet i løbet af et par uger, skal du lige tage en snak med din læge om, hvorvidt det er relevant at undersøge, hvilke årsager, der kan være til din hoste.
  5. Hostestillende til børn kan du også købe. Der findes hostesaft, som børn kan bruge allerede fra 1-2 års-alderen. Fra dit barn fylder 6 år kan du bruge sugetabletter. Har du helt små børn, der hoster, så bør du altid spørge lægen til råds.

Vælg det bedste slimløsende hostemiddel

Både forkølelse og influenza kan give slim i halsen og dermed hoste. Selvom du egentlig er blevet rask, så kan hosten vare i flere uger, og det er opslidende at hoste og hoste for at støde sejt slim op fra halsen. Slimløsende medicin mod våd hoste virker ved at gøre slimet tyndere, så du nemmere kan hoste det op. Medicin mod slim i halsen kan du få både som hostesaft/mikstur, som brusetabletter til opløsning i vand og som tabletter til at sluge. Hvis du i mere end to uger hoster på grund af overproduktion af slim i halsen, så bør du tale med din læge. Tip: Er du ryger, og har morgenhoste med slim, så har du den såkaldte ”tobakshoste”, hvor kuren er rygestop.

TIP

Køb hostestillende medicin i håndkøb
Apoteket har et stort udvalg af hostestillende medicin – både mod tør hoste og hoste med slim – som du kan få i håndkøb enten her på Apoteket-online.dk eller på dit lokale apotek. Der er også hostemidler, som må bruges af gravide, og der er også midler til børn. Spørg altid apoteket eller din læge, hvis du er i tvivl. 
 
Dobbelt virkning med antihistamin
Fordi hoste især ødelægger natteroen, kan det være en fordel at vælge et hostestillende middel med antihistamin, som både dæmper hosten, og får dig til at slappe af. Effekten varer 4-8 timer – dvs. nok til, at du kan få noget nattesøvn. Vær opmærksom på, om midlet kan bruges af børn og hvilken dosis, barnet i givet fald skal have.