Sund viden fra apoteket
Hjælp til vægttab
Vægttab er på mange danskeres ønskeliste. Over halvdelen af den danske befolkning er overvægtige – dvs. har et BMI over 25. Overvægt er både et kosmetisk problem og et problem for sundheden. Med overvægt følger nemlig øget risiko for at få alvorlige sygdomme. Fx hjerte-kar-sygdomme, der rammer mere end halvdelen af dem, der er fyldt 55 år.
Ekstra kilo belaster kroppen. Det giver øget blodtryk og kolesterol. Det øger risikoen for at udvikle diabetes. Og det belaster knæ og hofter, som i forvejen er de steder, slidgigt tit knager.
Hvis du har haft problemer med overvægt, så har du sikkert tænkt på, hvad der motiverer dig for vægttab. Er det at skræmme dig selv med de sundhedsmæssige problemer, overvægt kan give? Er det at motivere dig selv med lysten til at kunne dyrke sport ubesværet og måske passe dit bryllupstøj, eller noget andet specifikt tøj, igen? Er det tanken om et spejl- og selvbillede, du kan være glad for hver dag? Hvis du finder svaret på, hvorfor du gerne vil tabe dig, så har du fundet din motivation, og det er en super god drivkraft. Samtidig skal du være 100% klar over, at varigt vægttab handler om at ændre vaner og livsstil.
Hvor meget energi indeholder din mad?
Hvis du spiser som de fleste, så får du din energi fra fedt, kulhydrater og protein. Men hvordan anbefaler eksperterne, at fordelingen skal være? Ifølge altomkost.dk er det anbefalede indhold i en sund kost:
- 25-40% af energien skal komme fra fedt (dog må max 10% af dette fedt være mættet fedt)
- 45-60% skal komme fra kulhydrater
- 10-20% fra protein.
- Fibre: 8 kilojoule pr. gram
- Kulhydrater: 17 kJ/g
- Protein: 17 kJ/g
- Alkohol: 29 kJ/g
- Fedt: 37 kJ/g
Orlistat forhindrer optagelse af fedt
Hvis du er over 18 år, og har et BMI på mindst 28, så kan håndkøbslægemidlet Orlistat Sandoz være en hjælp til at kickstarte dit vægttab. Det virker ved at fastholde fedtet i fordøjelsessystemet, så kroppen kun optager en fjerdedel af fedtet i kosten. Orlistat skal kombineres med en kalorie- og fedtfattig kost. Dels for at opnå ønsket effekt, men også for at holde bivirkningerne på et tåleligt niveau. Almindelige bivirkninger er:
- Luftafgang med eller uden fedtholdigt indhold
- Akut trang til afføring
- Fedt og/eller olie i afføringen
- Løs afføring
- Ufrivillig afføring
- Mavepine.