Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

Hjælp - forkølelsen kommer!

Vintermånederne er traditionelt sæson for forkølelse. Årsagen er især, at vi opholder os indenfor, hvor vi er tættere på hinanden. Jo tættere kontakt, og jo flere mennesker, jo større risiko for, at forkølelse kan smitte. Forkølelse er nemlig en virus.
En voksen dansker bliver, i gennemsnit, forkølet 2-3 gange om året. Hvis du har børn, er du mere udsat for smitte, fordi børn tit og nemt bliver forkølet. Dels fordi, de leger tæt sammen, men også fordi, deres immunforsvar ikke er ligeså udbygget som hos en voksen. 

Forkølelse er en virus, og der findes ca. 200 forskellige. Virus kan smitte via luften, via direkte overførsel og via indirekte overførsel. Virus kommer typisk ind i kroppen gennem dine slimhinder, og fra du er smittet, går der som regel 2-3 døgn, før de første symptomer viser sig.

Stærkt immunforsvar beskytter dig

Immunforsvaret er kroppens eget system til beskyttelse mod sygdomme. Derfor betaler det sig at sørge for, at dit immunforsvar er så stærkt som muligt. Du har både et medfødt og et erhvervet immunforsvar. Det medfødte er immunceller, som du har arvet. Disse celler beskytter dig mod præcis de mikrober, som de genetisk er kodet til. Oveni har du det immunforsvar, som du opbygger gennem livet i takt med, at du har haft forskellige virussygdomme eller er blevet vaccineret mod virussygdomme. Jo flere virusinfektioner og -vaccinationer du har lagt krop til, jo flere vira er du immun over for. Men kan du selv styrke dit immunforsvar? Og er der noget, du skal undgå? Svaret er ja til begge spørgsmål. 
  • Spis sundt og varieret. Det bliver sagt og skrevet overalt, og det lyder nemt. Men hvad er sundt? Hvad er varieret? Og hvornår ved du, om du får nok af alle de vigtige byggesten, som din krop har brug for til at trives og til at vedligeholde et stærkt immunforsvar? En god rettesnor er at følge de officielle kostråd, og en god ”forsikring” er at tage et kosttilskud, som indeholder de vitaminer og mineraler, din krop ikke kan undvære. På apoteket kan du købe både generelle og specifikke kosttilskud – blandt andet kosttilskud, der har specielt fokus på at styrke dit immunforsvar

  • Dyrk motion. Når du træner, styrker du kroppens evne til at bekæmpe infektioner

  • Få din søvn. Det lyder måske for nemt og godt til at være sandt, men rent faktisk er det godt for din sundhed – og dermed også immunsystemet – når du har en fast og god søvnrytme.

  • Lad være med at ryge. Rygning er den største enkeltstående dræber, og rygning skader også dit immunforsvar. Både fordi de skadelige stoffer i tobak svækker vævets forsvarsevner, og fordi du skader luftvejene, så mikrober nemmere kan få fodfæste.

Brems din forkølelse i opløbet

Symptomerne kommer snigende i løbet af et par timer eller dage. Du kender sikkert fornemmelsen af, at du ikke rigtig ved, om det udvikler sig til en forkølelse. Andre gange bliver du øm i halsen,  snottet og i det hele taget rigtig pjevset i løbet af ganske kort tid. Uanset om forkølelsen kommer akut eller snigende, så kan du tage toppen af den ved at være parat med hjemmeapoteket. Du vil blive glad for at have mundspray og sugetabletter på lager. Med en mundspray opnår du to effekter. Du stopper respiratoriske vira i de øvre luftveje, og du fugter slimhinderne i mund og svælg. Sugetabletter bruger du mod forkølelsessymptomer, og du skal tage dem så snart, de første tegn på forkølelse melder sig. 

Tør eller produktiv hoste?

Hoste er en nyttig refleks, som holder luftvejene fri. Når du hoster, laver du en voldsom udånding med lyd på. Hvis der sidder noget slim, eller et fremmedlegeme, i halsen, så bliver det blæst/stødt op. Hoste kan have mange årsager, og hvis du hoster vedvarende, bør du lige tale med din læge om, hvorvidt det kan have en årsag, som skal tjekkes nærmere. Hvis du får hoste i forbindelse med en forkølelse, så er det harmløst – men irriterende, fordi en hoste kan være svær at komme af med. Nogle gange er det en tør hoste, og andre gange er det en produktiv og våd hoste, hvor der kommer slim op. På apoteket møder vi mange, der er lidt i tvivl om, hvordan deres hoste egentlig kan karakteriseres, og om de skal købe et hostemiddel mod den ene eller den anden slags hoste. Til jer har vi en god besked: Du kan købe en hostesaft, der lindrer både tør og produktiv hoste samtidig med, at den kan bruges af både voksne plus børn allerede fra 1 år. 

Lindring af forkølelse

Man kan blive godt og grundigt sløj af en forkølelse. For de fleste er det relevant at blive hjemme fra arbejde. Dels fordi ydeevnen ikke er maksimal, men først og fremmest fordi forkølelse smitter meget nemt. Så jo bedre vi er til at undgå kontakt med mennesker, mens forkølelsen raser, jo bedre er vi med til at bremse smittekæden. Lige så relevant er det at lindre forkølelsessymptomerne bedst muligt. Ud over mundspray, sugetabletter og hostesaft er en næsespray absolut uundværlig. En forkølelse stopper næsen til, så det kan være svært at trække vejret – ikke mindst om natten. Med et par pust fra en næsespray får du passage gennem næsen i løbet af ganske få minutter. Husk at bruge den præcis, som indlægssedlen anbefaler. 

TIP

Fire måder at undgå forkølelse

Forkølelse smitter meget nemt, så det er svært at undgå 100%. Men med disse fire tips er der bedre chancer for, at du kommer gennem vinteren uden at blive forkølet. 
  • Hold afstand til personer, der er smittet. Forkølelsesvirus kan blive overført gennem luften (via host og nys), så undgå så vidt muligt at være fysisk tæt på nogle, der er forkølede.
  • Vask og desinficer dine hænder ofte. Forkølelsesvirus kan holde sig i live flere timer på dine hænder. Så fortsæt de gode vaner om håndhygiejne, vi har lært i forbindelse med corona.
  • Vær opmærksom på smittekæden fra hånd til mund – dvs. vask hænder grundigt, før du håndterer mad (enten tilbereder den eller spiser den)
  • Hvis du er sammen med smittede personer, så bed dem om at nyse i ærmet, bruge engangslommetørklæder og spritte hænder.
OBS

Sådan vasker du hænder

  • Hænder og håndled fugtes, inden sæben kommes på
  • Sæben fordeles grundigt
  • Vask grundigt i minimum 15 sekunder. Husk fingerspidser, tommelfingre, mellemrum mellem fingrene samt håndrygge, håndflader og håndled
  • Skyl sæben af og dup hænderne helt tørre
  • Luk hanen med papirhåndklædet.
Kilde: Sundhedsstyrelsen

INFO

Andre sygdomme end forkølelse

Ved langvarige forkølelseslignende symptomer kan der nogle gange være tale om andre sygdomme end forkølelse, fx:
  • Høfeber. Hvis der samtidig med snue og nysen er øjenirritation, og det forekommer i pollensæsoner, kan det være høfeber.
  • Tilstoppet eller løbende næse, uden andre symptomer, er ikke typisk for COVID-19. Det kan ikke udelukkes fuldstændig, men en snotnæse alene bør i højere grad få dig til at tænke på høfeber eller forkølelse. Hvis du derimod har feber, er det højst sandsynligt ikke høfeber, der plager dig. Så kan det være COVID-19 – men det kan også være influenza eller en helt almindelig forkølelse. Andre typiske symptomer på COVID-19 er ondt i halsen, alment ubehag, muskelsmerter og tør hoste. Nogle oplever også hovedpine, diarré og kvalme
  • Astma. Flere ugers hoste, især natlig hoste, slim, rallen og tung vejrtrækning i tilslutning til snue kan være tegn på astma
  • Halsbetændelse. Hvis synkesmerter og feber er dominerende, kan det være halsbetændelse
  • Influenza. Pludselig opstået høj feber med hovedpine, kropssmerter og massiv sygdomsfølelse, evt. lidt snue, hoste og halssmerter, kan være influenzasymptomer.
Kilde: Danmarks Apotekerforening