Ekspertviden
Fødevarer kan krydsreagere med pollen
Hvis du er allergisk over for pollen, så har du måske prøvet at få allergiske symptomer, når du spiser visse fødevarer. Årsagen er en såkaldt krydsreaktion, hvor din krop forveksler en bestemt fødevare med pollen.
En allergisk reaktion er kroppens reaktion på noget, der normalt er ganske ufarligt, men som kroppen pludselig tror er potentielt livstruende, så der opstår en kropslig krigsreaktion – ligesom når kroppen går til angreb, fordi den bliver angrebet af en virus eller bakterie. Det kan være genetisk betinget, men det kan også skyldes en akkumuleret påvirkning af et allergen.
Den mest udbredte allergi er pollenallergi, hvor mange oveni døjer med krydsreaktioner til fødevarer.
- Hver anden med allergi over for både birke-, græs- og bynkepollen krydsreagerer
- Hver tredje af dem, der kun er allergisk over for birkepollen, oplever krydsreaktioner.
”Hvis du er allergisk over for birkepollen og spiser f.eks. hasselnødder eller paranødder, kan du reagere fuldstændig som en forårsdag, hvor koncentrationen af birkepollen er høj. Men hvis du f.eks. spiser et grønt æble, kan din reaktion være kløe i munden. Ud over, at reaktionen er helt individuel, er det også individuelt, hvor meget af allergenet, der skal til, før du reagerer. For nogle kan blot støvet fra en åben pose peanuts udløse anafylaktisk shock.”