Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

Fire udbredte typer betændelse

Blindtarm, blære, bihuler og hals kan blive betændt. Hvad er betændelse? Hvorfor kommer det? Og hvordan behandler man det? Betændelse er meget udbredt. Det kan være alt fra betændelse i et lille sår eller et øje – til mere alvorlige betændelser. Nogle af de meget udbredte er halsbetændelse, bihulebetændelse, blærebetændelse og blindtarmsbetændelse.
Kroppens immunforsvar er designet til at forsvare dig, når der kommer fremmede – og uønskede – mikroorganismer som vira, bakterier, svampe og parasitter ind i kroppen. Immunforsvaret går til angreb på mikroorganismerne – blandt andet ved at sende masser af hvide blodlegemer for at bekæmpe mikroorganismerne og overmande dem, så de ikke formerer sig. Det giver inflammation, som du kan genkende ved symptomer som rødme, hævelse, varme, smerte og måske feber. 

Idéen med inflammation er altså at beskytte dig. Når betændelsen er udvortes, er den nem at diagnosticere. Hvis du fx har et sår, der bliver betændt, så kan du med det blotte øje se, at såret bliver rødt og hævet, og det pus og sårsekret, der kommer, er en blanding af hvide blodlegemer og døde mikrober. Men når betændelsen er indvortes, kan det være sværere at stille diagnosen. Halsbetændelse kan man som regel se ind gennem munden, men hvordan diagnosticerer man blindtarmsbetændelse, bihulebetændelse og blærebetændelse?

Blærebetændelse

Kvinder har meget større risiko for at få blærebetændelse end mænd. Årsagen er længden på urinrøret. Hos en voksen kvinde er urinrøret 3-4 cm langt, mens mandens er 18-20 cm. Det betyder, at bakterier har meget nemmere ved at komme op i en kvindes blære end en mands. 

Risikoen for blærebetændelse hos mænd bliver øget, hvis han har forstørret prostata. Hos kvinder kan faktorer som nedsunken livmoder, sårbar/tør skedeslimhinde og graviditet øge risikoen. Den hyppige årsag til blærebetændelse er, at afføringsbakterier fra endetarmen kommer hen til urinrørets åbning. Det kan ske hos både børn og voksne, fordi de to åbninger er meget tæt på hinanden. Husk at lære dine børn (især pigebørn), at de skal tørre sig bagud, når de har været på toilettet for at forebygge. 

Symptomerne er hyppig – og sparsom – vandladning plus smerte, når du tisser. Urinen kan blive uklar, og du kan også få lidt feber. Blærebetændelse skal behandles hurtigst muligt med antibiotika, for ellers kan det sprede sig til nyrerne og nyrebækken. 

Bihulebetændelse

Bihulerne er et samlet ord for de hulrum, du har inde bag ansigtets knogler. Alle disse hulrum har direkte forbindelse med næsehulen via små åbninger. Derfor kan bihulebetændelse opstå i kølvandet på en omgang forkølelse, der breder sig til bihulernes slimhinder. Hvis det sker, får du nogle ret karakteristiske symptomer. 

Det trykker/presser i panden og/eller overkæberne. Sandsynligvis bliver det værre, når du bøjer dig forover. Mange beskriver smerterne som tandpine i overkæben. Normalt giver bihulebetændelse feber, og nedsat lugtesans plus tykt næsesekret, der lukker næsen til, er også almindeligt. Betændelse i bihulerne plejer at gå over af sig selv i løbet af en god uges tid. Men en uge kan godt føles som en evighed, når man er sløj. Så det drejer sig om at lindre symptomerne bedst muligt. 

Først og fremmest ved at lindre trykket i bihulerne med en næsespray, som kan få slimhinderne til at trække sig sammen, så der forhåbentlig kommer lidt luftpassage. Vær meget omhyggelig med at bruge næsespray, som indholdssedlen beskriver, for hvis du bruger den for meget, eller for længe, så hæver slimhinderne i stedet for. Ud over næsespray kan du lindre med et håndkøbsmiddel, der reducerer både smerter og feber. 

Halsbetændelse

Halsbetændelse er i virkeligheden betændelse i dine mandler. De sidder bagerst i svælget, og du kan se dem, hvis du står foran spejlet og siger ”AAAhhh”. Deres opgave er at opfange bakterier og vira, der er på vej ind i din krop via halsen. Men mandlerne kan blive inficeret – både med bakterier og vira. Vi har nok alle prøvet det. Pludselig begynder halsen at være øm, når du synker. Det kradser og generer i halsen, så du hele tiden har lyst til at rømme dig. I løbet af ganske få timer bliver ømhed til smerte. Mandlerne bliver røde, og hæver, så halsen lukker til. Og måske får du feber. 

I langt de fleste tilfælde kan kroppens immunforsvar selv bekæmpe en halsbetændelse. Du kan evt. lindre smerter og feber med et håndkøbsmiddel. Hvis du synes, det lindrer i halsen, hvis du drikker noget koldt, så gør endelig det. Ellers handler det om at hvile dig, hvis du føler dig sløj, og at være tålmodig den lille uges tid, halsbetændelse som regel varer. 

Er årsagen en bakterie eller en virus? 

Hvis din halsbetændelse skyldes en virus, så har du formodentlig halssmerter og forkølelsessymptomer – men ikke feber. Hvis dine halssmerter derimod er kombineret med feber, så er årsagen sandsynligvis streptokokker – dvs. en bakterie-infektion. Bakterier kan man behandle med antibiotika, og så får du det som regel bedre i løbet af 3-5 dage. 

Ud over betændelse i mandlerne, kan du også få betændelse i svælgets slimhinder, Symptomer og behandling er fuldstændig som ved en halsbetændelse. 

Blindtarmsbetændelse 

Blindtarmen hedder på latin appendix. Og et appendiks er lige præcis, hvad blindtarmen er. Den sidder som et lille tillæg til første del af tyktarmen – dvs. i højre side af maven – som en blind vej, der ikke fører nogen steder hen. Tidligere mente man, at vi ikke kunne bruge blindtarmen til noget. I dag cirkulerer en ny teori om, at blindtarmen er depot for gode bakterier, som er gode at have på lager til at genstarte tarmfloraen, hvis du har haft en kraftig diarré. Men teorien er ikke bevist. 

Uanset, hvilken rolle blindtarmen har – eller ikke har – så er den en lille tap, hvor der kan opstå betændelse. Blindtarmsbetændelse kan opstå i løbet af få dage. Første symptom er diffuse smerter midt på maven – plus kvalme, opkastning, forstoppelse eller diarré og feber. Symptomer, der kan pege på så meget andet lige fra en omgang maveonde til en omgang influenza. Men hvis smerterne søger ned i højre side af maven, så er det, du skal begynde at mistænke blindtarmsbetændelse. 

Blodprøver og urinprøver er en del af udredningen samtidig med, at lægen med sine hænder trykker på maven. En CT-skanning kan være med til at påvise betændelsen i blindtarmen, men i virkeligheden kan man aldrig være helt sikker på diagnosen, før patienten kommer på operationsbordet, og kirurgen åbner ind til blindtarmen. Det optimale er at få fjernet blindtarmen inden, der går hul på den, for det kan udløse alvorlig betændelse i bughulen. At få bortopereret sin blindtarm er et lille indgreb, som bliver foretaget gennem en kikkert. Man kommer sig derfor hurtigt, og kan nøjes med at få et lille bitte ar. 

Ca. 10% af befolkningen får blindtarmsbetændelse, og af en eller anden årsag sker det typisk i 10-25 årsalderen. Man mener, at årsagen til blindtarmsbetændelse højst sandsynligt er små rester afføring, der sætter sig i blindtarmen og blokerer, så blindtarmen hæver og har nedsat blodforsyning.